Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Optoma HD50

Kompakt lyskanon

Fra Optoma kommer en lille, men effektiv biografprojektor med masser af lysstyrke.

Skrevet af / 11/03/2015 - 05:00
Optoma HD50
Audun Hage

Optoma er en taiwansk producent med tradition for at levere projektorer til både præsentations- og hjemmebio-brug til gunstige priser. Deres specialitet er såkaldte DLP-projektorer. På det seneste har de også gjort sig bemærket med opkøbet af NuForce, som står bag mange kritikerroste lydprodukter.

Brugervenlighed og funktioner
Optoma HD50 er en kompakt projektor, hvilket som udgangspunkt gør den mindre pladskrævende. Ulempen ved at placere en kraftig lyskilde i et så lille chassis er dog, at den kræver meget køling. Optomas projektor har mange brede køleribber foran og på siden, med deraf følgende støjniveau. Derfor lækker HD50 en del lys på siderne og er også den mest larmende af de tre projektorer i testen. Ud over almindelig blæsestøj kan man også høre, at farvehjulet spinder op i fart.

Projektoren byder på gode tilslutningsmuligheder, heriblandt to HDMI-indgange, hvoraf den ene understøtter MHL (Mobile High-definition Link). To USB-udgange er der også, hvoraf den ene fungerer som strømudtag til et trådløst HDMI-modul.

HD50 er relativt let at sætte op. Zoomlinsen giver god rækkevidde, og det er let at finde korrekt fokus. Manglen på horisontal linsejustering (der er kun vertikal) betyder, at man bør placere projektoren vinkelret foran lærredet.

Billedkvalitet
Optoma HD50 giver et billede, der er præget af rigtig god lysstyrke. Hvis du ikke har set, hvilken billedkvalitet der kan opnås med nyere budgetprojektorer, vil du sandsynligvis blive overrasket! Billedet har godt med smæld, og så længe man dæmper belysningen, vil man næppe savne noget i forhold til et godt tv. Hvidt lys og eksplosioner får den rigtige blændende lysintensitet, som vi forbinder med gode fjernsyn.

Fordelen ved HD50 er selvfølgelig, at billedet kan blæses op til 100 tommer eller mere uden problemer.

Projektoren er også kendetegnet ved en meget jævn og flot farvegengivelse med ordentlig smæld i farverne. Man kan dog ane, at farvegengivelsen ikke er helt neutral selv i Reference-indstillingen. Sortniveauet er godkendt, selv om det ikke er lige så afgrundsdybt, som man kan opleve med nogle high-end DLP-projektorer.

Derimod skorter det lidt på skarphed og kontrast. Om det skyldes optikken, mekanikken, billedsensoren eller videoprocesseringen, vides ikke, men vi kan konstatere, at Optoma-projektoren har lidt lavere oplevet billedskarphed end testens to andre kombattanter. Små detaljer sløres lidt, og man får ikke den samme dybdefornemmelse i store panoramascener. Det er ikke påfaldende med projektoren alene, men er let at se ved direkte sammenligning.

Kalibrering af Optoma HD50
Vi fandt hurtigt ud af, at billedindstillingen Reference er det bedste udgangspunkt for et nøjagtigt billede, da Cinema-indstillingen har alt for høj farvemætning. Optoma har fået en Advanced-menu, som byder på fuld CMS-farvekalibrering. Med andre ord burde alt være lagt til rette for korrekt kalibrering. I hvert fald i teorien.

En ting, der irriterer lidt, er at billedmenuen forsvinder efter et par sekunder uden kommandoer, og det gør det tidskrævende at foretage kontinuerlige justeringer.

Efterhånden fandt vi ud af, at videoprocesseringen i Optomas projektor er ikke den bedste. For det første klipper den signalet på indgangen ved 100 procent lysintensitet. Selve kalibreringsmenuen er også fejlkonstrueret, idet enhver ændring i værdien af et mætningspunkt for en bestemt farve fører til forskydninger et andet sted. Det gør det meget svært at kalibrere projektoren nøjagtigt og forklarer nok også, hvorfor HD50 ikke måler specielt godt fra fabrikken.

Det tog over en time med professionel kalibrering og finjustering af farverummet for at få billedet til at sidde. Så opnåede vi til gengæld også et flot billede med relativt lille farveafvigelse (delta E).

Konklusion
Optoma HD50 er en flot budgetprojektor med mange gode kvaliteter, men målt op mod et par af konkurrenterne viser den nogle svagheder. Mest fremtrædende er blæserstøjen, der gør HD50 mindre egnet som hjemmebio-projektor i et dedikeret rum.

Optoma byder på fremragende lysstyrke og stærk, nuanceret farvegengivelse, men opnår ikke lige så gode målinger som konkurrenterne på farvenøjagtighed. Billedet er heller ikke så tæt, konturskarpt og nærværende, som vi oplever med de to konkurrenter. Noget, der kun understreger, at konkurrencen er hård i dette segment.

Lyd & Billede mener

God lysstyrke og meget jævn farvegengivelse fra fabrikken gør Optoma HD50 let at tage i brug. Billedskarpheden er ikke den bedste, og den lette, åbne konstruktion medfører en del blæserstøj.

Også i denne test:

3 billige hjemmebio-projektorer

BenQ W1400

Stort potentiale

DLP-projektoren fra BenQ kan give glimrende billedkvalitet, men ikke før man har kalibreret den grundigt.

BenQ W1400 er en fleksibel projektor med imponerende lysstyrke, som giver rigtig god kontrast, selv når der er noget lys i rummet.
Projektoren kommer med temmelig fejljusterede farver fra fabrikken og kræver en omgang med lysmåling og kalibrering for at vise sit sande potentiale.
Læs hele testen

Epson EH-TW6600

Biografoperatøren

Epson EH-TW6600 er afgjort en af de bedste projektorer i prisklassen. Den leverer højere ydelse end konkurrenterne på en række vigtige områder.

Bedre optik og flere justeringsmuligheder gør den til en projektor for de kræsne. Epson giver det skarpeste og mest kontrastrige billede med den bedste dybdeeffekt af de tre testdeltagere.
Farvegengivelsen er ikke så lineær som på DLP-projektorerne, hverken før eller efter kalibrering. Vores testeksemplar havde en rød stribe i yderkanten af billedet.
Læs hele testen

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar

Det bedste Sony-køb?

Laserskarpt biografbillede

Knivskarp 8K OLED fra LG

Devialets første soundbar på testbænken

Nu kan du få Google TV på alle dine skærme

Scroll to Top