Det er kontrastfarverne orange og blå, jeg taler om. De er overalt, og ingen steder mere end i Hollywood. Især filmplakater gør overdrevet brug af orange og blå, men i mange tilfælde også selve filmen. Jo mere spektakulær den forsøger at være, jo mere bruges de to farver.
Kontrastfarver
Det er der en meget simpel grund til: Hver farve har en komplementær kontrastfarve, et modstykke. Hvis disse to farver sættes op mod hinanden, vil de virke kraftigere end i kombination med andre farver. Og fordi der normalt er mennesker i film, dukker hudfarver tit og ofte op. Hudtoner spænder fra bleg lyserød til mørk brun, men har alle det tilfælles, at de indeholder forskellige grader af orange. Det er derfor kun naturligt, at farven går igen i de allerfleste film.
Hvis man kigger på et farvehjul, vil man se, at modfarven til orange er blå. Derfor afbilder filmplakater ofte mennesker mod en blå baggrund for at få mere kontrast og smæld i billedet.
Modsætninger
De to kontrastfarver vækker i højere grad følelser hos beskueren end andre modstående farver. I modsætning til andre par af komplementærfarver associeres den fyrige orange og den kolde blå nemlig med modsatte koncepter. Ild og is, land og hav, dag og nat, solen og jordkloden. Næstekærlighed mod kynisk ligegyldighed.
Goethe
Ideen om kontrastfarver – og dermed orange mod blå – har eksisteret siden Goethes farveteori fra 1810. Den tyske forfatter satte kontrastfarver på kortet én gang for alle, da han demonstrerede, at når man retter farvet lys mod et objekt, vil den skygge, der kastes, fortolkes af hjernen som lysets kontrastfarve – selv om skyggen egentlig er grå.
Overdrev
Problemet er, at filmselskaberne ikke har hørt om mådehold. De to stimulerende kontrastfarver er på det seneste øget i intensitet fra Hollywoods side, næsten i latterligt høj grad. Ved at overdrive orange og blå på film udkonkurreres andre farver, og man sidder tilbage med et hav af orange og blå.
Det gælder især eventyr- og actionfilm, hvor farverne er ekstremt oversatureret, og det synes også at være mere og mere almindeligt at trække hudtoner i retning af orange i post production, for at ansigter skal stå endnu tydeligere mod en knaldblå baggrund som himmel eller hav.
Et godt eksempel er filmen Battleship fra 2012, hvor det tydeligvis ikke er nok med alle de mange flammer og eksplosioner på blå baggrund. Skuespillerne Rihanna, Taylor Kitsch og Tadanobu Asano er af etnisk oprindelse henholdsvis barbadisk, hvid og japansk, men i denne film ser de alle sammen ud til at have fået gulsot!
Eventyrfilmen Oz: The Great and Powerful er endnu et eksempel på ekstrem farvemætning, hvor lyset altid er som en solopgang eller -nedgang, og hvor orange står mod blå i næsten hver eneste scene.
Trættende
Jovist ser det spektakulært ud – det er jo derfor, de gør det. Og nogle gange er der ingen vej udenom. Det havde f.eks. næppe været muligt at lave en film som den norske Kon-Tiki i andre farver. Held og lykke med at skildre solbrændte mænd i bar overkrop på en tømmerflåde af lysebrunt balsatræ midt ude på Stillehavet – uden at bruge de to farver!
Problemet er, at det sker igen og igen, film efter film. De to kontrastfarver dominerer alt for meget, og billederne mangler nuancer. Hvor er resten af farvepaletten? Den dominerende duo gør, at næsten alle Hollywood-film ser ens ud. I dag er det næsten kun smalle indie-film, der ikke plastrer lærredet til med blå og orange.
Filmenes “lydniveaukrig”
Det er ligesom lydniveaukrigen for musik, hvor alting lyder lige højt. Når man gør det samme med farver, får man samme slags effekt – ligesom når man forsøger at læse en roman, hvor ALLE SÆTNINGER ER SKREVET MED STORE BOGSTAVER. Det bliver bare for meget.
Men i modsætning til lydniveaukrigen, hvor der tages skridt for at få det dynamiske omfang tilbage, lader det ikke til, at Hollywood har nogen planer om at nedtone farverne. Så forbered dig på en verden i orange og blå. Orange is the new blue!
