Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Jeg elsker lagerplads

Cloud- og streaming-tjenester er det nye sort … eller er det orange? Men der er stadig god grund til at have rigeligt med fysisk lagerplads til sine data.

Skrevet af / 22/08/2014 - 16:05
Jeg elsker lagerplads

Når jeg ikke lige laver redaktøragtige ting for Lyd & Billede – såsom at sammensætte og færdiggøre både det printede og det digitale blad – så tester jeg smartphones og tablet-computere i rå mængder. Og hvis der er én ting, jeg tit og ofte klandrer producenterne for, så er det, når de forsyner de mobile enheder med alt for lidt lagerplads. Alt under 16 gigabyte i en tablet eller smartphone er simpelthen for lidt. Medmindre man kan udvide lageret med microSD-kort, så kan 8 gigabyte indbygget lager lige gå an.

Der er så læsere, som mener, at jeg lever i det forkerte årti, fordi man jo slet ikke har brug for al den lagerplads nu om stunder. Hvad skal man dog med de mange gigabytes til film, billeder og musik, når man bare kan uploade sine data til cloud-tjenester som Dropbox, Google Drive eller iCloud? Og har jeg da slet ikke hørt om streaming-tjenester som Netflix eller Spotify, som for tid og evighed har afskaffet behovet for at købe, eje og lagre film og musik?

Jo, jo … det er da rigtigt nok, og jeg bruger skam også selv diverse cloud- og streaming-tjenester med stor fornøjelse. Men derfor er der ingen grund til at smide barnet ud med badevandet, og jeg holder stædigt fast i, at lagerplads er noget, man nærmest ikke kan få for meget af. Her er de vigtigste grunde:

1) Cloud- og streaming-tjenester er kæmpeforbrugere af data. Fint nok at spare penge på at købe modellen med 8 gigabyte i stedet for 32 gigabyte lager, men prøv lige at beregne dit dataforbrug med al den streaming, og fortæl mig så, hvor mange penge du betaler til din mobiloperatør for alle de gigabyte, du downloader hver måned.

2) Næste gang du sidder på et fly fra København til New York eller Bangkok, så ville du ønske, at du havde plads til mere end to afsnit af Game of Thrones på din tablet. Det er svært at streame uden internet.

3) Den dér yndlingsfilm, du har set fem gange allerede på Netflix … og så din yndlingssang, som du bare hører igen og igen på Spotify … ja, de er desværre væk nu. Udbuddet på streaming-tjenesterne forandrer sig nemlig hele tiden, og du har ikke krav på at have adgang til noget bestemt indhold.

4) En mand i USA er blevet anholdt, fordi han havde gemt ulovlige pornografiske billeder i e-mails på sin Gmail-konto. Billederne blev fundet af Googles automatiske scanner-software, der overvåger brugernes indhold. Og nej, jeg synes ikke, at målet helliger midlet. I dag er det pornografi, der scannes for, i morgen er det måske piratkopieret indhold, og i overmorgen er det sikkert de forkerte politiske meninger, der udløser software-alarmen. Kendsgerningen er, at indhold, du uploader til en cloud-tjeneste, ikke er privat.

Jeg kan godt lide at eje mit digitale indhold. Og jeg kan også godt lide, at mine private data forbliver private. Dertil skal jeg bruge lagerplads, og selv om cloud- og streaming-tjenester er dejlige supplementer, så kan man altså aldrig få for mange gigabyte!

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

Samsung klar med nye prisbillige mobiler

Professionel lagring til mobilvideo

Polestar-mobil er på vej

Apple tillader alligevel webapps

Budgetmobil fra Nothing

Nye funktioner til Pixel-enheder

Ringenes Herre?

OnePlus Watch 2 præsenteret i Barcelona

0
Scroll to Top