At Sony tager højtopløst lyd alvorligt, kan næppe forundre nogen. Sammen med Philips stod de bag både cd-formatet og siden SACD, som gav endnu højere opløsning end cd. Sidstnævnte blev ingen stor succses, da SACD var i en formatkrig mod DVD-Audio; en krig, hvor alle blev tabere, da man ikke fik samme musik på begge formater.
I vores digitale musikhverdag, hvor musikken er lagret som filer i stedet for på fysiske medier, er sagen en anden. På den ene side er der flere musikfilformater end nogen sinde før, men på den anden side er det simpelt at lave udstyr, som kan afspille dem alle – eller i hvert fald de fleste. Det er bare at opdatere pc’en eller afspilleren med et nyt program, og vupti – så kan man afspille et nyt lydformat.
Lagring og båndbredde
Ulempen med højopløst musik i form af filformater har været lagringsplads og overførselshastighed. Højere opløsning betyder, at musikken kræver mere lagerplads og større båndbredde – noget som tidligere var et problem på grund af prisen. Af netop denne grund har folk for længe vænnet sig lavtopløste formater som MP3 og lignende, der komprimerer musiksignalet til en brøkdelen af størrelsen på cd. Men hvordan skal man nu få forbrugerne til at hæve kvaliteten?
Bedre forudsætninger
For det første er lagring og båndbredde i dag ikke længere noget stort problem. Det koster “ingenting” at gemme sine filer længere. Og båndbredden på hjemmenetværket er blevet stor nok til at håndtere højtopløst musik. Så nu er tiden inde til at gøre højtopløst tilgængelig for masserne. I hvert fald er Sony overbevist om det, og de har gennemført en verdensomspændende undersøgelse, hvor de konkluderer, at 68 procent af forbrugerne forventer bedre end cd-kvalitet på deres musik – både på internet og på mobile enheder!
Kryptiske lydformater
En anden udfordring er imidlettid at gøre folk opmærksomme på, hvad højtopløst lyd er for en størrelse, uden at forvirre dem med kryptiske betegnelser som bits og Hz, og filtyper som FLAC, ALAC, AIFF, WAV, DFF mm. Derfor har Sony forenklet det hele på deres produkter. De siger, at deres afspillere skal kunne spille det hele (næsten) uafhængigt af formatet. Hvad enten det gælder PCM, DSD, eller andet. Og i stedet for at stemple produkterne med alskens kryptiske benævnelser, har de bestemt, at alt, der har højere opløsning end cd, simpelt hen skal mærkes med logoet HiRes, som er en forkortelse for High Resolution Audio, altså højtopløst lyd.
Når du så vil købe højtopløst musik via netbutikker som gubemusic.com eller HDtracks.com, vil det ikke være nødvendigt at spekulere på, hvilket format du skal vælge, da Sonys musikafspiller vil kunne håndtere det meste. Dette er ikke Sony ene om, da mange andre musikafspillere på markedet også understøtter de fleste formater. Men det er en vigtig pointe.
Workshop i London
I løbet af onsdagen kunne vi opleve højtopløst lyd, eller HiRes-lyd, på Sonys præmisser. Stedet var Metropolis Studio i London, Europas største uafhængige optagestudio, hvor vi blev præsenteret for mange produkter, som vi har testet før, blandt andet kompaktanlægget SRS-X9, netværksforstærkeren HAP-S1 (hvis brugeroplevelse, undertegnede desværre ikke var imponeret over, da jeg testede den), og højttalerne SS-HA1, som giver glimrende lyd. Med andre ord var det ikke produktnyheder, som stod på menuen her, men derimod at at sælge budskabet om den højtopløste musikoplevelse “for alle og enhver”.
Et udvalg af højtopløste sange
Blandt andet fik vi i et af kontrolrummene lejlighed til at høre en del sange, som blev præsentert af en musikhistoriker. De, som gjorde mest indtryk på undertegnede, var Nick Drakes “Hazey Jane I” fra albummet “Bryter Layter” og Nick Mulveys “Cucurucu” fra albummet “First Mind“. Begge med akustisk guitar og en blid mandestemme som hovedinstrumenter, men adskilt af 44 år mellem de to udgivelser. Noget, som understreges ekstra med højtopløst lyd, og til trods for den budgetvenlige pris på Sony-højttalerne, så lød det meget godt, da musikken blev demonstreret på SS-HW1. Specielt lagde man mærke til de luftige overtoner.
Musikudgivelser af Editors
I forbindelse med, at postpunkbandet Editors udgav to af sine albums, nemlig “In This Light And On This Evening” og “The Weight Of Your Love”, i højtopløst version samme dag, den 19. november, var bandet i studiet for at tale om musikken, og hvorfor de mener, at den gør sig i høj opløsning. Alle, der var til stede, fik lejlighed til at høre musikken gennem hovedtelefoner (MDR-1A) og en højtopløst musikafspiller (NWZ-A5), kun afbrudt af, at bandet skulle tale om og introducere næste sang.
På spørgsmålet om, hvorfor Editors synes, at alle bør høre musikken højtopløst, svarer forsanger Tom Smith:
“Det kommer et øjeblik i løbet af optagelsen af hvert album, som vi har lavet, hvor alle sporene er indspillet. Det er som regel sent på aftenen, og der er typisk kommet nogle drinks inden for vesten. Så sætter vi os ned sammen og lytter til optagelserne på studiets monitorhøjttalere. Vi diskuterer i hvilken rækkefølge, vi vil høre numrene, og derefter læner vi os bare tilbage og nyder det arbejde, som vi har gjort. Ofte synes jeg, at det er på dette tidspunktet, sangene lyder allerbedst nogen sinde. Efter mixningen vil sangene – selv om de vil have udviklet sig og lyde fantastisk – have været gennem hænderne på nogle andre, og de vil have bevæget sig væk fra bandets oprindelige indspilning. Højtopløst lyd giver lytteren en mulighed for at komme tættere på det øjeblik i optagelsen. Det er godt nok den mixede version af sporene, men trods alt tættere på musikernes vision, end man hidtil har kunnet komme.”
På videoen herunder kan du høre Editors tale lidt om optagelserne til sangen “Bricks and Mortar”.
