Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Er smart-ure det nye 3D?

Ja eller nej, eller måske midtimellem?

Skrevet af / 12/12/2014 - 01:00
Er smart-ure det nye 3D?

I dag er der ingen producent af forbrugerelektronik med respekt for sig selv, som ikke enten allerede har et smart-ur på markedet eller i hvert fald er på vej med et.

Indtil videre ser man ikke mange smart-ure i gadebilledet, selv om producenter som Samsung og Sony efterhånden har været på banen med produkter som Samsung Gear 2 og Sony SmartWatch 2 i adskillige måneder. Ikke desto mindre er forventningerne til smart-urene store. Især nu, hvor Apple endelig har lanceret deres Apple Watch, der kommer på markedet i begyndelsen af det nye år, og Google har lanceret Android Wear-platformen, som langt de fleste af Apples konkurrenter kommer til at basere deres smart-ure på.

 

“Det er, som om det er givet på forhånd, at smarte ure bliver The Next Big Thing!”

 

Der er ingen tvivl om, at mobilproducenterne har brug for nye jagtmarker, nu hvor smartphone-markedet næsten er mættet til bristepunktet, og det er, som om det er givet på forhånd, at smarte ure bliver The Next Big Thing!

Således spåede det amerikanske finansmedie Business Insider kort efter Apples septemberlancering af Apple Watch, at der ville blive solgt knap 92 millioner smart-ure på verdensplan i 2018, hvilket svarer til en omsætning på ca. 60 milliarder kroner. Analyseinstituttet IDC byder sågar over og vurderer, at vi i 2018 vil se et verdensomspændende salg af smart-ure på knap 112 millioner enheder. Det hører dog med til historien, at tallene fra IDC inkluderer smarte armbånd som Jawbone UP24 og Fitbit Flex. Sikkert er det dog, at pilen kun peger én vej, og det er op.

Men alle de jubeloptimistiske spådomme om de store summer, der vil blive tjent på smart-ure, giver mindelser om tilsvarende spådomme om 3D-tv, som vi lyttede til igen og igen, da det var 3D, der var The Next Big Thing. Jeg er langtfra overbevist om, at forbrugerne vil kaste sig over de smarte ure, bare fordi elektronikbranchen synes, at det er en god idé.

Det gjorde de i hvert fald ikke, da det var 3D, der for få år siden – og her taler vi om 2010-2011 – blev markedsført over for forbrugerne som det helt nye, man bare ikke ville kunne leve uden.

 

LG-G-Watch-R_Smartur

 

Opstået i et regneark
Der er faktisk gode chancer for, at dit fladskærms-tv understøtter 3D. Men chancerne for, at du enten slet ikke var klar over det eller i bedste fald er fuldstændig ligeglad, er også ret gode. For selv om 3D-teknologien lader os se ægte 3D-indhold hjemme i stuen – noget, som vi betaler for i dyre domme, når vi går i biografen – så har forbrugerne simpelthen ikke taget teknologien til sig i nævneværdig grad.

Mit gæt er, at ideen om i stor stil at markedsføre 3D til forbrugerne er opstået i et regneark! Omkring 2010 var vi nemlig ude over den bølge, hvor de fleste mennesker havde smidt deres gamle billedrørsfjernsyn på møddingen og anskaffet sig et slankt, moderne fladskærms-tv. I denne periode havde elektronikbranchen tjent styrtende med penge, men nu var markedet mættet, og da folk ellers ikke udskifter deres svinedyre fladskærms-tv hvert år, var man nødt til at finde på noget andet, som måske kunne lokke forbrugerne til at gribe efter tegnebogen og igen bruge penge på et nyt fjernsyn. Voila! 3D var svaret.

 

Dag 175 med iPad
Apples iPad har det tilfælles med 3D, at ingen af delene var ny teknologi, da de blev præsenteret for forbrugerne tilbage i 2010. Men hvor 3D altså klarede sig mindre godt, blev iPad – og med tiden tablets generelt – en kæmpe succes hos forbrugerne. Den første iPad blev ellers mødt med en vis skepsis af eksperter, som mente, at der jo i bund og grund bare var tale om en stor iPhone, og hvad var det lige præcis, man skulle bruge den til?

Denne skepsis oplevede jeg også selv, men jeg var villig til at give den nye iPad en chance. Ligesom jeg i øvrigt også blev udstyret med et 3D-tv derhjemme, nogenlunde samtidig med jeg købte min første iPad. Jeg ville gerne prøve de nye teknologier igennem en længere periode for at se, om iPad’en eller 3D-tv’et ville finde en naturlig plads i min dagligdag.

Efter 175 dage med iPad skrev jeg en længere kommentar i magasinerne GEAR og Mobil, som jeg dengang var chefredaktør for. Den vigtigste konklusion efter næsten et halvt år med min iPad formulerede jeg sådan her:

“I virkeligheden kan en iPad jo ikke ret meget – om noget overhovedet – som en netbook eller en lille laptop ikke kan. Du kan surfe på nettet, chatte, se film, høre musik, spille spil osv. Næh, det der har taget mig på sengen, er hvor enormt stor betydning formfaktoren har haft. Jeg har simpelthen min iPad med overalt.”

Behøver jeg at nævne, at jeg ikke skrev en tilsvarende klumme om mit 3D-tv?

For at skære pointen ud i pap: iPad og de andre tablets er blevet et hit, fordi de opfylder et reelt behov, og formfaktoren er nøglen til succesen. 3D-tv er blevet et flop, fordi ingen gider sidde med 3D-briller på næsen hjemme i stuen ved aftenkaffen. Uanset hvor meget producenterne pushede 3D, så opfyldte teknologien ikke noget reelt behov.

Og det er så her, vi vender blikket mod smart-urene igen.

 

LG-G-Watch-R_Smartur_3

 

Dag 7 med LG G Watch R
Oprindelig bundede min skepsis over for smarte ure i, at jeg ikke mente, det var nogen god idé at udskille bestemte funktioner fra den smartphone, som vitterlig er blevet hvermandseje, og placere dem i en enhed, man skal bære om håndleddet. Nu har vi lige været igennem en udvikling de sidste ti år, hvor funktionaliteten fra en masse forskellige apparater som mobiltelefonen, MP3-afspilleren, kameraet og GPS’en er blevet samlet i én enhed. Skal vi så virkelig til at flytte funktioner ud af telefonen igen og over i et smart-ur?

Jeg var dog villig til at lade det komme an på en prøve, for jeg var jo også skeptisk over for iPad, da den var helt ny, og dengang blev jeg som nævnt en hel del klogere. Hvem ved – måske kunne nogle dage med et spritnyt smart-ur få mig til at skifte mening? Derfor ringede jeg rundt og fik efter en lille smule overtalelse lov til at låne et LG G Watch R, det nyeste smart-ur fra den sydkoreanske elektronikproducent LG.

LG G Watch R er baseret på Android Wear, og selv om jeg ikke fik mulighed for at bruge det i 175 dage, men måtte nøjes med syv, så fik tiden med G Watch R om armen mig til at skifte mening. Ikke standpunkt, men mening. For min holdning er stadig, at smart-urene ikke har nogen stor fremtid foran sig som masseprodukt på linje med smartphones og tablets. Det er bare årsagerne til min vurdering, der har ændret sig.

Efter syv dage med LG G Watch R er det nemlig gået op for mig, at ideen med smart-uret egentlig ikke er at flytte en masse funktioner fra mobilen ud på armen. I stedet er det smarte ur et supplement til mobiltelefonen, og først og fremmest er langt det meste interaktion, jeg havde med mit smart-ur, baseret på push-notifikationer fra mobilen.

Android Wear understøtter en række apps som Facebook, Email, Kalender, Google Maps og Google Now (og endnu flere er selvfølgelig på vej), og det, man typisk oplever i det daglige, er at mobil-app’en pusher en notifikation til uret, når der er ny information. Er der kommentarer til et opslag, som jeg har lavet på Facebook, kan jeg læse dem hurtigt på uret, og er der kommet en e-mail, kan jeg læse den og sågar svare på den direkte fra håndleddet.

Smart-uret har dog ikke noget tastatur, så hvis jeg vil svare på en e-mail eller sende en SMS (eller bede Google om at navigere fra Vordingborg til Oslo), så må jeg gøre det via stemmestyring.

 

“I langt højere grad har smart-uret arvet sin berettigelse fra sit ophav, nemlig uret!”

 

På linje med de smarte armbånd har smart-uret også en række fitness-funktioner og kan bl.a. tælle skridt, måle puls og i øvrigt arbejde sammen med de mange helse-apps, der efterhånden findes til smartphones. Så på den måde er smart-uret helt sit eget og forsøger ikke at dublere funktioner fra din smartphone. Smart-uret har i langt højere grad arvet sin berettigelse fra sit ophav, nemlig uret!

Det klassiske ur er jo også primært et apparat med begrænset interaktivitet, som giver bæreren vigtig og hurtigt tilgængelig information – som udgangspunkt om tid og dato. Mere avancerede ure kan også bruges til at stoppe tiden eller til at holde styr på flere tidszoner samtidig, og det smarte ur udvider så at sige bare repertoiret. Nu kan jeg ikke alene se tiden på mit armbåndsur, jeg kan også læse mine mails, måle min puls og se min placering på et kort. Den form for funktionalitet er i virkeligheden godt tænkt og er en naturlig evolution af det klassiske armbåndsur.

Når jeg så alligevel ikke tror på, at der er grobund for et massemarked for smart-ure, er der tre grunde til det: 1) Et smart-ur skal være et UR. 2) Jeg går slet ikke med ur, og det er der heller ingen under 30, der gør! 3) Ingen mennesker gider tale med deres ur. Lad os tage argumenterne ét ad gangen …

 

LG-G-Watch-R_Smartur_2

 

Et smart-ur skal være et UR
LG G Watch R ligner et rigtigt ur med rund urskive og det hele, og det er sågar kompatibelt med 22 millimeter standard urremme. Men derudover er det stadig lavet af plastic, og det eneste, der har fremkaldt positive reaktioner fra venner og bekendte, som har set uret på mit håndled, er den lysstærke OLED-skærm, mens man mest har haft skuldertræk tilovers for resten. LG’s ur er endda en designperle, når man sammenligner med de rædsler, som Sony og Samsung er på banen med.

Men hvis de smarte ure nogensinde skal blive en succes, så er de nødt til at kunne konkurrere med rigtige ure fra firmaer som Fossil, Swatch og Tissot eller sågar med de helt dyre mærker som Rolex, Breitling og TAG Heuer. Og det er der ingen af dem, der kan i dag.

Og hvorfor mener jeg så, at de smarte ure skal kunne konkurrere med de klassiske producenter? Jo, ingen går rundt med to ure, og hvis der kun er plads til ét ur på armen, så vælger langt de fleste mennesker, som investerer i et ur, at gå efter kvalitet, materialer og design. Et ur er nemlig ikke bare funktion, det er også æstetik og livsstil – nærmest en slags smykke – og hvis man skal overbevise gruppen af forbrugere, der i forvejen bærer ur, om at skifte til et smart-ur, så skal man kunne konkurrere på disse parametre.

 

Ingen under 30 går med ur
Og her kommer vi så til pointe nummer to. For én ting er, at de mange smart-ure næppe kan overbevise folk, der faktisk går med ur til daglig, om at skifte deres Rolex ud med et ur fra LG eller Sony, men hvad de i hvert fald slet ikke kan, er at overbevise folk, der ikke går med ur overhovedet, om at begynde på det. Det ville kræve, at smart-urene opfyldte et hidtil uopfyldt behov på samme måde, som iPad og de andre tablets gjorde det i sin tid, og så helt fantastisk er det altså ikke at kunne læse sine Facebook-notifikationer på sit håndled eller for den sags skyld at få at vide, at der er kø to kilometer længere fremme ad motorvejen, via Google Now.

Det kan være, jeg tager fejl, men jeg tror ikke på, at elektronikbranchen vil kunne få unge mennesker under 30 til at begynde at gå med ur, næsten uanset hvad de gør. Hvis de unge har brug for de specifikke funktioner, som urenes fitness-del tilbyder, så vil de hellere bære et smart armbånd, der både er lettere og billigere. At få ungdommen til at gå med armbåndsur igen vil blive lige så svært som at få dem til at bruge lommeregner!

 

 “Ingen mennesker gider tale med deres ur.”

 

Du er latterlig hvis du taler med dit ur
Android Wear forudsætter, at en stor del af interaktionen sker via stemmestyring. Det lyder smart og er også logisk, da et tastatur i urstørrelse ikke kan fungere i praksis. Men det kræver altså, at jeg konstant taler til mit ur, som var jeg med i en science fiction-film fra 80’erne.

Stemmestyring er et must for at få fuldt udbytte af uret, og jeg kan simpelthen ikke se for mig, at millioner af mennesker vil stå på gader og stræder og diktere e-mails og SMS’er til deres ur. Det er lige så utænkeligt, som at folk gider sidde med 3D-briller på næsen foran deres tv hjemme i stuen.

 

Apple-iwatch
Apple lader til at være et af de eneste firmaer, der har forstået, at et smart-ur er nødt til at appellere til folk, som i forvejen går med ur.

 

Smart-uret er (måske) kommet for at blive
Alligevel tror jeg, at smart-uret er kommet for at blive. Måske.

Der er nogle få producenter, som lader til at have forstået, at et smart-ur er nødt til at appellere til ur-elskere – deriblandt Apple, som har lanceret Apple Watch i to forskellige størrelser, tre forskellige designs og med en hel hær af forskellige remme, heraf mange i særdeles lækre materialer. Og ligesom der er et marked for klassiske ure og et marked for smarte fitness-armbånd, skal der nok også være et marked for smart-ure. Især nu hvor Apple er hoppet med på galejen.

Men de jubeloptimistiske forestillinger om, at smart-uret er The Next Big Thing, og at der vil blive solgt nær ved 100 millioner smarte ure om blot få år, har ingen gang på jord. Hvis producenterne tænker sig om og forstår, hvad deres produkt kan og ikke kan, så er der ingen grund til, at de smarte ure vil lide samme skæbne som 3D-teknologien, men faren er til stede, for smart-uret er i høj grad en idé, som er opstået i regnearkets tabeller og kolonner, og ikke ud fra nogen vision om en teknologi eller et produkt, der rent faktisk kan gøre forbrugernes hverdag lettere og bedre.

Her sætter jeg min lid til Apple og håber, at de kloge hoveder i Cupertino har tænkt lidt dybere og lidt længere end konkurrenterne. Det plejer de. Helt sikker er jeg på, at hvis Apple Watch ikke bliver en succes, så vil vi om tre-fire år snakke om smart-ure på samme måde, som vi i dag snakker om 3D.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Scroll to Top