Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Cinemascope-pc fra HP

Med en 34" skærm i ultrabredt format bliver der plads til alle dine vinduer - eller til en biograffilm.

Skrevet af / 15/10/2015 - 09:50
Cinemascope-pc fra HP

Film skal ses i biografen. Men hvis den film, som du helst vil se, ikke lige går i det lokale kinoteater, kan skrivebordscomputeren være det, der kommer tættest på.  I hvert fald hvis det er den monster-hjemme-pc, som HP netop har lanceret.

HP Envy AiO leveres med en buet skærm på hele 34″ i diagonalmål, og med det ekstrabrede skærmformat er den som skabt til cinemascopefilm. Skærmen er da også certificeret af Technicolor for at sikre, at den viser farverne korrekt. Den buede skærm skulle sikre en mere omsluttende oplevselse. Skærmopløsningen er på 3.440 x 1.440 punkter, og de seks indbyggede højttalere er leveret af B&O.

Som navnet antyder, er Envy AiO en alt-in-en-computer. Det vil sige, at al elektronikken er indbygget i selve skærmen, så du slipper for at have en grå kasse at sparke til under skrivebordet. Til gengæld er muligheden for udvidelse mindre på alt-i-modellerne. Akkurat som på bærbare.

Udvidelse er måske heller ikke akut påtrængende. Man kan vælge mellem 6. generations Intel Core™ i5- og i7-processorer, og der er på 34-tommers-modellen mulighed for at vælge Nvidia GeForce 960A-grafikkort. Seriens to minde modeller (med 23,8″ og 27″ skærm) fås med integreret grafik eller AMD Radeon R9-grafikkort. Alle modellerne kan have en 128 GB SSD og op til 2 TB konventionel harddisk, samt 8 GB eller 16 GB RAM.

Topmodellen på 34″ koster 19.999 kroner, svarende til ca. 200 biografbilletter. 23,8″-modellen koster 10.999 kr, og 27-tommeren 12.999 kroner. Alle tre kan købes fra november.

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Scroll to Top