Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Årets bedste kameraer

Efterspørgslen efter nye kameraer falder, men det gør kravene til kvalitet ikke. Her er årets bedste kameraer.

Skrevet af / 15/11/2013 - 06:43
Årets bedste kameraer

Salget af kompaktkameraer falder fortsat, og på to år er antallet af solgte kameraer næsten halveret. De fleste tager billeder med deres mobiltelefon. Som har fået bedre billedkvalitet i år, men stadig er langt fra den kvalitet, som et godt kamera kan præstere. Derfor har vi fået en spændende udvikling i markedet. De seneste tal tyder på, at dem, der køber nye kameraer, i stadig højere grad efterspørger netop billedkvalitet. Bedre, end de får fra kompaktkameraet, og bedre end fra telefonen.

For de dyrere kompaktkameraer sælger så godt, at flere og flere lancerer dyre kameraer med store billedsensorer og avanceret optik. Efterspørgslen efter de såkaldte prof-kompakter og kompakte systemkameraer stiger så meget, at vi kan henregne det til stigende krav til billedkvaliteten.

Indtil videre har de kompakte systemkameraer i 2013 oplevet en stigning, som svarer til nedgangen i salget af spejlreflekskameraer.

Et skift
Interessant nok stiger omsætningen af optik til systemkameraer også. Flere køber et ekstra objektiv til kameraet plus tilbehør som kameratasker og små stativer. Så fotomarkedet er ikke så ilde stedt, som man skulle tro, når man læser salgstallene for kompaktkameraer.

Måske kan Sonys små kameraobjektiver – Lens-Style Cameras – som man monterer på sin mobiltelefon, blive en erstatning for kompaktkameraet. I så fald repræsenterer QX10 og QX100, som de hedder, et skift i markedet. Med billedsensor, batteri og hukommelseskort kombineret med et zoomobjektiv er det et stort skridt opad i billedkvalitet i forhold til mobilkameraet. Man kan lagre billederne løbende på mobilen, når man knipser løs, og bruge mobilskærmen som søger til de trådløse kameraobjektiver.

Bedre brugervenlighed
Mange kameraer har fået berøringsfølsom skærm, som man bruger omtrent ligesom en smartphone-skærm, når man skal ændre indstillinger på kameraet. De fleste kameraer er for længst blevet trådløse og kan uploade billeder direkte til mobilen. Men de er ikke altid lige brugervenlige. For mens forskellen i billedkvaliteten mellem to rivaliserende kameramodeller er blevet mindre, er der stor forskel på brugervenligheden.

I vores tests vægter vi brugervenlighed næsten lige så højt som billedkvalitet, og derfor er nåleøjet for at komme med blandt ​​årets bedste kameraer blevet mindre i år.

Vores anbefalinger
Kameraerne på de følgende sider er de allerbedste, vi har testet indtil videre i 2013. Dermed ikke sagt, at alle er lige velegnede til alt. For at finde din næste kamera anbefaler vi, at du læser testen i sin helhed på lydogbillede.dk, når du finder et kamera her, som du synes virker interessant. Så har du en solid baggrund for det valg, du træffer.

 

 

Olympus-TG-2_people_black-958x505

Årets bedste Kompaktkamera

Olympus Stylus TG-2 iHS

Olympus’ hårdføre kamera til al slags vejr kan du tage med i krig. Det ved, hvor du har været, og billedkvaliteten er den bedste i klassen.

Olympus Stylus TG-2

 

Mens salget af de mindste kameraer falder, stiger salget af vejrtætnede kameraer. Olympus TG-2 viser tydeligt hvorfor. Billedkvaliteten har taget syvmileskridt de seneste år, og i dag er de fleste robuste kameraer lige så gode som regulære kompaktkameraer.

Og det her er det allerbedste. Det lille Olympus-kamera kan dykke ned til 15 meter – eller 45 meter med et undervandshus – og tager flotte billeder både over og under vandoverfladen. Det kan optage fuld HD-video, har lysstærk zoomoptik plus Olympus’ bankebetjening, hvor man kan ændre indstillinger ved simpelthen at slå let på sider, top, bund og bagside. Nyttig funktion, når man har handsker på!

Olympus Stylus TG-2 iHS er det hidtil mest robuste kompaktkamera og også det, der leverer den bedste billedkvalitet. Ikke på niveau med Olympus Stylus XZ-2 eller Sony RX100, men bestemt god nok til at hamle op med Canon IXUS eller et almindeligt kompaktkamera. Hvis det er et kamera til al slags vejr, du er ude efter, så kan du stoppe eftersøgningen her.

Video-optagelserne er også gode i godt lys, med relativt høj skarphed, god detaljegengivelse samt lille og præcis autofokus. Lydkvaliteten er også god. Kort sagt: Det bliver ikke meget bedre for et kamera i klassen til al slags vejr.

Læs testen her

 

 

fujifilm_x100s_oppslag

Årets bedste Prof-kompakt

Fujifilm X100S

Fujifilm X100S er blevet det værktøj, seriøse fotografer sigter efter, og det er fuldt fortjent.

Fujifilm X100S

 

Få kameraer leverer så overbevisende billedfiler som X100S. Det skulle man måske ikke tro, al den stund at retro-designet antyder gammeldags teknik. Men sandheden er, at kameraet har en usædvanlig vellykket kombination af billedsensor og optik, der får detaljer frem i billedfilerne, som man normalt forbinder med dobbelt så mange megapixel – og en helt anden type kamera.

X100S er et af ​​de få kompaktkameraer, der kan levere lige så høj eller bedre billedkvalitet end spejlreflekser i prof-klassen. Det er selvfølgelig ikke lige så hurtigt, har ikke zoom eller vanvittig skudtakt, men indbyder til en anden tilgang, når man fotograferer.

Den fine søger, der kan veksle mellem optisk gennemsigtssøger og elektronisk søgerbillede, er vældig praktisk. Betjeningen er forbilledlig, og for fotografer, der går op i, at værktøjet ikke må stå i vejen for kreativiteten, er X100S et ypperligt valg.

Fujifilm har vist sig lydhøre over for kritik. Det har gjort X100S noget nær perfekt. Tre år efter introduktionen af ​​X100 har de lavet deres bedste kamera i X-serien med X100S. Og et af ​​de bedste på markedet i dag. Fujifilm X100S er ikke egnet for alle, men er mest til fotografer, der ikke altid – eller i det hele taget – har brug for udskiftelig optik.

Læs testen her

 

 

Samsung-NX300

Årets bedste Systemkamera, budgetklasse

Samsung NX300

Samsung har forsøgt at gøre NX300 lige så let at bruge som en smartphone. Heldigvis er billedkvaliteten af den mere seriøse slags.

Samsung NX300

Egentlig er det ganske godt gået. Fra at have nul erfaring med systemkameraer for bare ti år siden til nu det her: Et af de bedste systemkameraer, vi har testet.

Samsung har på andre områder vist, er de er gode til at omstille sig, men er også blevet kritiseret for, at de er gode til at kopiere andre. Det kan man ikke beskylde dem for her. NX300 er på mange måder et unikt kamera med løsninger, som kun Samsung har. F.eks. iFn-knappen, der giver dig umiddelbar adgang til de vigtigste indstillinger og er placeret på objektivet. Det lyder mærkeligt, men er vældig praktisk. I NX300 får man også Near Field Communication – NFC – og Wi-Fi, der gør trådløs overførsel til en leg. Nu er billedkvaliteten også på plads.

Endelig, fristes man til at sige. Samsung har langsomt, men sikkert forbedret systemkameraerne for hver generation, men var på enkelte områder ikke nået helt til tops. Det har de klaret med NX300, som er en stærk udfordrer til Sonys, Olympus’ og Panasonics kompakte systemkameraer. Og Wi-Fi og NFC åbner nye muligheder for styring af kameraet og deling af billeder. Brugervenligheden er rigtig god, og billedkvaliteten er endelig i topklasse. Hvad mere kan man forlange? Ud over lidt bedre gribevenlighed på næste generation …

Læs testen her

 

 

nikon-D7100_oppslag

Årets bedste Systemkamera avanceret spejlrefleks

Nikon D7100

Ved at opgradere der, hvor det betyder mest, og beholde resten har Nikon skabt en ny vinder i D7100.

Nikon D7100

Nogle gange skal der ikke så meget til. Sidste år tog Nikon prisen i denne klasse med D7000. Så det er måske ikke så overraskende, at efterfølgeren D7100 gør det samme i år. For det var ikke meget at udsætte på D7000. Med D7100 har Nikon forbedret de vigtigste punkter og skabt et endnu bedre kamera. Som er det berømte hestehoved foran konkurrenterne i prisklassen.

Kamerahuset ser næsten ud som før, men indvendig er Nikon skiftet til en 24 megapixel billedsensor uden lavpasfilter for maksimal skarphed, en hurtigere billedprocessor, fuld 1080 HD-video i 30/25/24p, stereomikrofon og udvidet lysfølsomhed op til ISO 25.600. Kameraet kan også tage billedserier på 6 billeder i sekundet, og en forbedret 51 punkts autofokus giver større fokuspræcision selv i svagt lys.

Med mærkbart bedre autofokus, ekstrem detaljeskarphed og næsten perfekt betjening er Nikon igen i førersædet. D7100 er ikke bare det bedste kamera i klassen, men blandt de allerbedste uanset klasse. Med fornem billedkvalitet, hvor konkurrenterne især bliver slået på dynamik og støjkontrol, er der ingen, som er i nærheden af den skarphed, man kan opnå med D7100.

Kameraet fortjener – og yder sit bedste med – Nikons mere eksklusive optik, men 18-105 mm VR er et godt objektiv at starte med. For det her kamera vokser med opgaven.

Læs testen her

 

 

Panasonic-GX7-oppslag

Årets bedste Systemkamera

Panasonic Lumix GX7

Få systemkameraer er så tilfredsstillende at bruge som Lumix GX7. Det mest komplette systemkamera i sin klasse.

Panasonic Lumix DMC-GX7

De var først ude med et kompakt systemkamera, men det tog sin tid, før markedet lod sig overbevise. Langsom autofokus, mangelfuld billedkvalitet og betjeningsmæssige kiksere hjalp heller ikke. Men det er længe siden, og i dag vokser de kompakte systemkameraers popularitet hurtigt.

Det forstår man, når man får Lumix GX7 i hånden. Alt stemmer. Det gummierede greb passer som hånd i handske, responstiden er lynhurtig, og med både NFC, Wi-Fi og touch-skærm er kameraet så komplet, som det kan blive. Det har også en praktisk, vipbar elektronisk søger indbygget, og endelig er billedkvaliteten fra det lille systemkamera helt i top.

Lumix GX7 er ikke noget actionkamera. Måske heller ikke førstevalg for dem, der kræver, at kameraet er vejrtætnet. Eller dem, der stadig foretrækker et stort kamera med optisk søger, såsom et spejlrefleks. Men det er også de eneste begrænsninger af betydning. Billedkvalitet, betjeningsvenlighed og brugeroplevelse – alt det, der gør det til en fest at arbejde med GX7, gør også kameraet til Panasonics hidtil bedste. Og det bedste af de spejlløse kompakte systemkameraer, vi har testet i 2013.

Læs testen her

 

 

Sony-Alpha-SLT-A99_wSAL24F20Z_1-460x322

Årets bedste Systemkamera prof-kamera

Sony Alpha SLT-A99

Sony vil udfordre Nikon og Canon med A99. Et kamera, der overbeviser stort, og som viderekomne fotografer helt sikkert vil savle over.

Sony Alpha SLT-A99

At udfordre de store, etablerede kameraproducenter på den hårdeste marked af dem alle – prof-markedet – er en krævende øvelse, som få er lykkedes med. Sony har både teknologien og ressourcerne til det, og med arven fra Minolta i baghånden kan de afgjort lykkes bedre, end andre har gjort.

Sonys A99 med 24 megapixel billedsensor i full frame-format (36 x 24 mm) har på papiret alt, hvad der skal til for at tage kampen op mod de bedste. En stor, højopløst kvalitetssøger med OLED-panel, plads til to hukommelseskort, vejrtætnet kamerahus, 15 fps skudhastighed, 1080p/50 fps HD-video og 14 bit råfiler lyder som en drøm for prof-fotografer, men er virkelighed i A99.

Sony er lykkedes over al forventning med Alpha 99. Billedkvaliteten står ikke tilbage for noget, vi har testet. På enkelte områder er den bedre end det meste, og selv krævende fotografer vil finde meget at glæde sig over i A99. Kameraets design og brugervenlighed er gennemført fra ende til anden, og fotografen har næsten uendelige muligheder for at finindstille og tilpasse kameraet til sine behov.

Action og sport er omtrent det eneste, andre kameraer kan gøre bedre. På alle andre områder er Sony A99 noget nær det mest komplette systemkamera, man kan få i denne prisklasse. Særlig for dem, der vægter videokvalitet lige så højt som stillbilledkvalitet.

Læs testen her

 

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Først med 8K-video

Fleksibel monopod

Panasonic opgraderer Lumix S5IIX

Flyv drone med stick og goggles

Lysstærk og let 50 mm

Superzoom som kan alt

Nye versioner af en af vores favoritter

Verdens fedeste instant-kamera?

Nikon Z9 får nye funktioner

Seriøs billedmaskine fra Leica

Gammelt filmformat får en renæssance

Afslører nyt zoomobjektiv

0
Lyd & Billede
Scroll to Top