Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Se den fantastiske udvikling

Få styr på historien og udviklingen af den musikafspiller, der forandrede en hel musikindustri.

Skrevet af / 03/06/2011 - 14:48
Se den fantastiske udvikling

I efteråret 2011 var det ti år siden, Apple lancerede den første iPod. Siden da er der langet mere end 275 millioner iPods over disken, og den bærbare musikafspiller med de karakteristiske hvide øretelefoner er i dag blevet et design-ikon. Her får du overblikket over højdepunkterne i iPod’ens ti første leveår.

2001

Den første iPod ser dagens lys den 23. oktober 2001 under sloganet ”1.000 sange i din lomme”. Musikafspilleren har et mekanisk drejehjul, en harddisk på beskedne 5 gigabyte, en skærm kun i sort-hvid og en pris på 399 amerikanske dollars.

Den synkroniserer via FireWire, og så virker den kun sammen med Macs. Den kombination er nok til, at mange eksperter mener, at afspilleren aldrig vil slå rigtigt igennem. Den er simpelthen for dyr og for begrænset, når den ikke kan synkroniseres på en Windows-maskine, mener de.

2002

Apple lancerer anden generation af iPod og viser, at de tager både kritikernes og kundernes tilbagemeldinger alvorligt. Nu har den nemlig fået Windows-understøttelse via tredjeparts-programmet Musicmatch – iTunes findes nemlig ikke i Windows-udgave endnu.

Selv om kapaciteten er udvidet til 20 gigabyte, er der ikke rørt ved designet. Apple har på det tidspunkt solgt 600.000 iPods. Til sammenligning solgte Apple 1,7 millioner iPhone 4 på blot tre dage ved introduktionen i 2010.

2003

Sammen med iTunes Music Store introducerer Apple i april iPod’ens tredje efterfølger. Nu har den ikke blot fået mere plads med sine 40 gigabyte, men også den første designændring.

Det betyder et farvel til det mekaniske drejehjul og trykknapperne, og i stedet et goddag til et nyt touch-hjul og lysende røde touch-knapper på række over selve hjulet. Samtidig bliver iPod’en både lettere og tyndere end de to første modeller. 2003 er også året, hvor Windows-brugere for første gang får mulighed for at downloade iTunes, som hidtil kun har været tilgængeligt på Mac’en.

2004

I januar annoncerer Apple, at iPod’en har fået en lillebror, iPod mini.

Den er markant mindre og lettere end den originale iPod og kommer som noget nyt i fem farver i størrelserne 4 og 6 gigabyte. Selve navigationshjulet har nu også fået en overhaling, så det er muligt at trykke inde i selve hjulet. Derfor får hjulet tilnavnet click-wheel til forskel fra touch-wheel på de tidligere iPods. Samme år introduceres også en specialversion af den normale iPod i sort og rød, der er inspireret af rockbandet U2.

2005

Hvis man troede, at Apple med iPod mini havde lavet den mindst mulige MP3-afspiller, tog man fejl. I januar får mini’en nemlig også selv en lillebror i den hvide iPod shuffle, der er på størrelse med en pakke tyggegummi. I stedet for en almindelig harddisk er afspilleren nu udstyret med flash-hukommelse på henholdsvis 512 megabyte og 1 gigabyte.

Samme år pensionerer Apple iPod mini og erstatter den med iPod nano, der er endnu tyndere og ligesom shuffle også benytter sig af flash-hukommelse. Ved slutningen af året er der solgt i alt 42 millioner iPods samlet – ikke mindst takket være den nye nano, der får massiv succes og ender med at blive den bedst sælgende musikafspiller nogensinde.

2006

Apple indgår et partnerskab med sportsgiganten Nike, som munder ud i tilbehøret Nike + iPod, der via en sensor i løbeskoen sammen med en iPod nano gør det muligt at måle bl.a. løbeturens længde og hastighed.

Senere får netop nano’en også et facelift i form af et nyt aluminiumsdesign i fem farver, ligesom Apple opdaterer iPod shuffle med et spritnyt firkantet design, der har indbygget tøjclips, så den er let at tage på og bruge overalt. Til dato er der solgt 88 millioner iPods i alt.

2007

Året er skelsættende, da Apple løfter sløret for iPhone, som også kommer til at danne grundlag for iPod touch, der stort set er en iPhone uden telefon-funktionen.

Det er også året, hvor Apple giver den originale iPod bedstefar-efternavnet Classic, laver en bredere udgave af nano’en i pastelfarver og giver kunderne mulighed for at vælge imellem fire ekstra farver til iPod shuffle, der indtil nu kun har været i børstet stål-look. Til dato er der solgt 144 millioner iPods i alt.

2008

I juni måned annoncerer Apple, at iTunes-musikbutikken har solgt over fem milliarder sange og dermed har en stor del af æren for, at iPod’en er blevet så gigantisk en succes, at den, inden året er omme, i alt har solgt over 197 millioner styk.

Samme år redesigner Apple også iPod nano og bringer den tilbage til sit udgangspunkt i et aflangt design i hele ni rappe farver.

2009

I januar afliver Apple endeligt DRM-kopibeskyttelsen og sælger samtlige sange på iTunes Music Store DRM-fri. Samme år opdaterer Apple atter den populære iPod nano, så den bl.a. får radio og videokamera.

Samtidig kan Apple berette, at der er solgt over 100 millioner iPod nano alene. Det samlede antal solgte iPods er nu oppe på 250 millioner.

2010

Samtlige iPods på nær den klassiske iPod får nye klæder i 2010. iPod nano krymper yderligere i størrelse og får ligesom iPod touch og iPhone også en touch-skærm. iPod shuffle får også en opdatering, der gør den til den mindste iPod nogensinde. Og iPod touch får samme år den knivskarpe retinaskærm, der også er kendt fra iPhone 4.

2011

Til dato er der solgt mere end 275 millioner iPods verden over, og iPod Touch er blevet opdateret, så man nu også kan få afspilleren i hvid.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

Samsung klar med nye prisbillige mobiler

Professionel lagring til mobilvideo

Polestar-mobil er på vej

Apple tillader alligevel webapps

Budgetmobil fra Nothing

Nye funktioner til Pixel-enheder

Ringenes Herre?

OnePlus Watch 2 præsenteret i Barcelona

0
Scroll to Top